Mangler du lidt underholdning til ungerne, kan I selv lave legetøj. Det giver lidt ekstra sjov, fordi det er sjovt at lave det, og bagefter kan børnene lege med det.
Har I et dukkehus stående, kan I lave noget fyld til det. I kan lave dukker og dukkemøbler. Har I ikke et dukkehus, kan I jo også lave det. En stor papkasse eller to kan blive til et fint hus. Lim dem sammen, hvis der er to. Del eventuelt op i rum. Pynt væggene med farve eller “tapet”. Tapetet kan være gavepapir, servietter, udklip fra blade og magasiner eller lignende.
Billigt legetøj
Når I selv laver legetøj, er det billigt. I kan bruge, hvad I lige har. Det gælder bare om at være kreativ.
I får brug for en saks, noget lim og måske lidt andre værktøjer. Alle materialerne kan I være kreative med. Brug alt muligt forskelligt.
Da vi legede med at fylde dukkehuset op hjemme hos os, brugte vi en ispind, en gammel serviet, lidt garn, tusser, papir, lim og tape. Vi lavede en fin dukke af en ispind:
Hendes krop er en ispind, og hendes ansigt er tegnet med tusser. Hendes hår lavede vi af lidt garn, og hendes tøj var en serviet.
Lad børnene være kreative
Kreativitet er sundt. Det træner hjernen og gør den endnu mere kreativ. Så lad endelig dine børn lege. Lad dem selv finde på.
Imens jeg sad med voksenlimen og limede dukken sammen, lavede min datter hendes køkken. Hun brugte kun papir, tape og noget at tegne med. Og se lige resultatet:
Genbrug
Et andet plus ved selv at lave legetøj er, at det er genbrug. I kan bruge nogle materialer, som I ellers ville have smidt ud. En ispind smider man gerne ud, når man har spist isen. Men du kan lige vaske den lidt og gemme den i stedet. Så kan den blive brugt i et kreativt projekt en dag.
Når materialerne bare er noget, du har gemt, så gør det heller ikke så meget, hvis børnene klipper forkert. De billige materialer giver altså også frihed til at øve sig og prøve sig frem. I behøver ikke at tænke så meget på at spare på noget af det. Men I sparer miljøet for noget affald, fordi I genbruger det.